KRAP
Den kognitive, ressourcefokuserede, anerkendende pædagogik er evidensbaseret metode. Her bygger forståelsesfundamentet på, at hvis et menneske skal kunne udvikle sig og turde spille sig selv ud i et samarbejde med de fagprofessionelle, kræver det at de professionelle møder mennesket med anerkendelse. Anerkendelse kan beskrives som en måde at være i verden, sammen med et andet menneske; at møde det andet menneske, dér hvor det andet menneske er; at gå vejen over til den anden, og se verden fra den andens perspektiv, og at vandre rundt om et emne, sammen med den anden, indtil emnet er tilstrækkeligt belyst til, at den anden får oplevelsen af, at du har forstået dét, der var vigtigt for den anden.
Herudover lægger KRAP metoden vægt på det kognitive. Forsimplet kan man sige, at tanker fører til følelser, som fører til handlinger. Når vi afdækker hvilke tanker vi har om os selv og andre i specifikke situationer, bliver vi i stand til at forstå og ændre tankerne, som dermed fører til andre følelser med andre og mere hensigtsmæssige handlinger som en reel mulighed. Det metodiske arbejde i KRAP bevæger sig over tre søjler, der repræsenterer tre faser af indsatsen: 1. Registrering og afdækning, 2. Analyse, forståelse og overblik, 3. Ændring og udvikling. Til hver søjle hører et sæt skemaer, som bruges i samtalerne mellem kontaktperson og beboer. Fokus er på beboerens ressourcer, og på hvilken måde disse kan sættes i spil og udvikles, således at de bliver tilgængelige, når beboeren skal bruge sine ressourcer til at løse sine udfordringer. Bevægelsen over de tre søjler går begge veje. Når noget ikke lykkes i forhold til forandring i søjle tre, går vi tilbage til de foregående søjler for at finde ud af, hvad vi har overset.