Hvem er målgruppen for Kumlhøj vuggestue og børnehave
Kumlhøj vuggestue og børnehaveafdeling er en daginstitution etableret efter servicelovens § 32. Vi er en special vuggestue og børnehave for børn med varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelse, der har et særligt behov for hjælp, støtte, behandling m.v., som ikke fuldt ud kan dækkes gennem ophold i de almindelige daginstitutioner. Børnehaven er normeret til 8 børn i alderen 0-6 år
Formål og kerneydelse
Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn, dets handicap, udvikling og behov. Derfor er det en naturlig del af vores hverdag at arbejde med forskellige socialpædagogiske aktiviteter, træning, sansestimulation og behandling i nært samarbejde med andre faggrupper.
Vores kerneydelse er at skabe udvikling gennem nærvær og tryghed.
Pædagogisk tilgang
Vi tilrettelægger aktiviteter, der underbygger og udfordrer det enkelte barns udvikling. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor vi vægter tryghed, forudsigelighed og nærvær. Vi bruger uderummet meget, både på vores egen legeplads, men også på ture ud af huset. Vi vil altid bestræbe os på at have øje for den bedst mulige udvikling af barnet, så barnet oplever at have størst mulig kontrol over eget liv og opleve succes.
I børnehaven vægter vi kommunikation med børnene. At kunne udtrykke behov og ønsker, er en vigtig del af hverdagen – det er medvirkende til at barnet føler sig set og anerkendt. Vi bruger board- maker kort, Tegn til Tale, konkreter m.m.
I Thisted kommune arbejder alle institutioner med KRAP, som er kognitiv, ressource, anerkendende pædagogik. Her tager vi udgangspunkt i barnets ressourcer og arbejder med det hele barn.
Faglighed
I børnehaven/vuggestuen er der ansat faste pædagoger og andre relevante faggrupper, der løbende er på kurser og efteruddannelser. Der arbejdes med tværfagligt og professionelt fokus på det enkelte barn, dets ressourcer og udfordringer. Vi har fokus på det enkelte barn i hverdagens aktiviteter – det være sig alt fra spisesituationer, legesituationer, toiletbesøg, motorisk udfoldelse, sansemotoriske aktiviteter, finmotorik mm.
I børnehaven er der desuden tilknyttet en fysioterapeut. Fysioterapeuten kommer i børnehaven og træner børn, som har behov for dette 2 dage i ugen. Derudover kan personalet søge sparring og vejledning hos fysioterapeuten i forhold til det enkelte barn.