Boenheden Bjergbo

Boenheden Bjergbo er et døgndækket botilbud for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Botilbuddet er placeret i Thisted by, tæt ved fjorden. Botilbuddet består af 30 lejligheder, fordelt på 4 huse.

Velkommen til Bjergbo

Bjergbo er et botilbud for dig der er voksen, har fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og behov for et botilbud med støtte døgnet rundt. Her flytter du ind når du flytter hjemmefra, eller når du får brug for fuld støtte. Bjergbo er rammen for hele liv og vi sætter en ære i at være den trygge hverdag og det livsvidne du har brug for - både når det er svært og når det går godt.  

Bjergbos aflastningstilbud

På Platanvej 16 ligger Bjergbos aflastningstilbud, en afdeling med plads til 11 aflastningsborgere af gangen. Målgruppen for aflastningen er voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, der stadig bor hjemme, og hvor forældrene har brug for aflastning – typisk en weekend om måneden.  

Sådan bliver du visiteret til Bjergbos botilbud eller aflastning

Hvis du gerne vil bo på Bjergbo, eller have en plads på vores aflastning skal du kontakte din egen sagsbehandler. Det er sagsbehandleren som laver visiteringen til tilbuddet – i samarbejde med dig og med Bjergbo, selvfølgelig. 

Du er altid velkommen til at kontakte os

Boenheden Bjergbo

Fjordlystvej 4, 7700 Thisted
Åbningstid: døgnåben
Hus A, B, C og D

Tilbudsleder

Ane Kirk
Boenheden Bjergbo

Assisterende Tilbudsleder

Didde Ladefoged
Hus A - special og hus D - almen

Assisterende tilbudsleder

Heidi Kirkegaard Markussen
Hus B - almen og hus C - almen

Praktisk information

Her kan du læse mere om hverdagen, aktiviteterne, praktisk information og vores forskellige indsatser på Bjergbo

Hverdagen på Bjergbo

En stor del af beboerne på Bjergbo går på et aktivitets- og samværstilbud i hverdagene. Hovedparten går på Thyværkstedet, men få tager bussen til Aktivitetshuset Limfjorden.  

Dem der skal afsted, bliver hentet af busser om morgenen – de står og venter i vores busskur. Her har vi sat læskærm og bænke op – og pyntet porten med et meget smukt maleri.  

Den anden del af Bjergbos beboere er hjemme på Bjergbo – nogle kan ikke tåle for mange skift eller for meget stimuli mens andre er gået på pension. Alle beboere har en plan for hvordan deres dage skal se ud – vi kalder det for en besøgsplan. Besøgsplanerne er individuelt tilpasset den enkelte beboers behov og kan indeholde alt mellem rolige aktiviteter, til mere aktive gå- og cykelture. Vi kan låne naboens Snoozelhus og vi har et lille beboerhus, kaldet Palmen, som vi også bruger flittigt i hverdagene. I Palmen har vi et boblebad, et boldbassin, et musikrum, et krearum, et køkken og en stue med en bambusbar (som især bruges til vores fredagsbarer).  

Mange beboere går til ridefysioterapi, svømning og fysioterapi og det understøtter vi på de måder der er behov for det.  

De beboere der har halve dage på aktivitetstilbuddet, kommer hjem efter frokost – omkring kl. 13 – og dem med hele dage kommer omkring 15.30 med bussen. Her tager vi i mod de hjemvendte beboere og lander dagen sammen med dem, måske med en lille kop kaffe og en snak.  

Om aftenen spiser vi aftensmad, og runder dagen af med lidt aftenhygge og hjælper beboerne til ro, når de er klar til det.

Bjergbo er en del af Thisted Kommune, og skal følge de politikker og retningslinjer der kommer fra politikere og Kommunens forskellige instanser. Dvs. at vi tilrettelægger vores pædagogiske indsats og pleje ud fra servicelovens §85 og §83

§85 "Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer."

§83 "Kommunalbestyrelsen skal tilbyde: 1. personlig hjælp og pleje og 2. hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet."

Vi arbejder takststyret – det vil sige at pengene følger den enkelte borger. Det er myndighed (sagsbehandleren) der bestiller både §85 og §83 indsatsen for den enkelte beboer. Bestillingen på §85 har Indsatsmål og det er vores opgave at støtte og/eller kompensere beboerne til at opnå det indsatsmål, som myndighed bestiller. Opgaven er, sammen med beboeren og/eller værge og pårørende, at udarbejde Delmål som understøtter de bestilte indsatsmål og dokumentere i de delmål løbende. På den måde kan vi kan se, at vi gør det vi er bestilt til – og så har vi mulighed for at følge vores pædagogiske delmålsarbejde løbende. Delmålene skal evalueres hver 3. måned og justeres til, så de til enhver tid giver mening for den enkelte beboer at have fokus på.  

Hvert år afholdes et opfølgningsmøde for den enkelte beboer. Det er sagsbehandleren der indkalder til dette møde. Inden opfølgningsmødet skal vi udfylde et takstskema, der beskriver de indsatser vi leverer samt den tid vi bruger på de forskellige opgaver. Vi skal også udfylde en statusbeskrivelse i CURA hvor vi fortæller om det vi har lavet sammen med beboeren det seneste år. Statusbeskrivelsen har fokus på de delmål vi har arbejdet med, samt VUM temaern(VoksenUdredningsMetoden), som Socialtilsynet har fokus på. Det er kontaktpersonen i samarbejde med beboeren der udfylder en statusbeskrivelse. Takstskemaet udfyldes i tæt samarbejde mellem kontaktperson, fagkoordinator og ledelsen.

Efter opfølgningsmødet sender sagsbehandler en ny bestilling med nye indsatsmål. På baggrund af den bestilling, udarbejder beboeren og kontaktpersonen nye delmål i samarbejde med resten af kollegaholdet. Frem til det næste statusmøde arbejdes der med de nye delmål som det primære fokus.

 

Pædagogiske grundprincipper for arbejdet på Bjergbo 

Når vi arbejder på Bjergbo, arbejder vi med nogle grundprincipper ud fra KRAP og en neuropædagogisk tilgang. 

Her er et lille overblik over de vigtigste grundprincipper i arbejdet omkring beboerne på Bjergbo: 

 

Alle beboere på Bjergbo kommunikerer – og de fleste kommunikerer uden ord 

  • Beboerne bruger krop, mimik, lyde, kropsspændinger, vejrtrækning - det kalder vi også for mestringsstrategier. 
  • Små ændringer kan være vigtige signaler. 
  • Det er vigtigt at reagere på borgerens udtryk. 
  • Al adfærd er kommunikation. 

 

Skab tryghed og forudsigelighed 

  • Præsenter dig altid 
  • Forklar hvad du vil gøre - trin for trin 
  • Gør ting i samme rækkefølge hver gang - følg besøgsplanen. 
  • Tryghed mindsker uro og modstand 

 

Tal til beboeren – ikke hen over beboeren 

  • Tal roligt og respektfuldt 
  • Brug beboerens navn når du taler med dem og hjælper dem under pleje, måltider og aktiviteter. 
  • Undgå at tale med kolleger hen over hovedet på beboeren - gå i stedet andetsteds, luk døren og tal her.  

 

Giv tid og arbejd i beboerens tempo 

  • Vent på reaktioner: mange af beboerne har meget lang latenstid 
  • Pres ikke: hvis du kan se og fornemme at beboeren ikke forstår din kommunikation, så vent og prøv igen 
  • Pauser er en del af kommunikationen. Giv beboeren pause til at bearbejde din kommunikation (latenstid). 

 

Respekt for grænser, værdier og selvbestemmelse 

  • Dæk beboeren til ved pleje 
  • Vis respekt - også når beboeren ikke kan sige fra verbalt 
  • Selv med store funktionsnedsættelser kan beboeren have indflydelse 
  • Giv valgmuligheder (fx to genstande, to aktiviteter) 
  • Vær opmærksom og respekter nej-signaler 
  • Understøt beboerens initiativer - også de små 

 

Sansehensyn 

  • Vær rolig i bevægelser og berøring - din ro smitter, og det gør din stress også 
  • Undgå høje lyde og pludselige skift – dette kan gøre mange af vores beboere bange og usikre på deres omverden – og ved epileptiker udløse krampeanfald 
  • Nogle beboere reagerer stærkt på lys, berøring, temperaturskift eller stemninger 

 

Følg besøgsplan-aftaler og retningslinjer 

  • Læs beboerens besøgsplan, indsatsmål, delmål og pædagogiske retningslinjer i CURA 
  • Spørg kollegaer/fast personale hvis du er i tvivl – du må spørge om alt, for her på Bjergbo er der ingen dumme spørgsmål.  

 

På Bjergbo holder vi af hverdagen, og det gør beboerne også. Det er i det nære at stjernestunderne opstår. Men er der lejlighed til at fejre noget, så griber vi fluks den mulighed. Vi har dog også nogle mere faste ting i vores årshjul som vi ‘plejer’ at gøre.  

Fredagsbar i Palmen - hver fredag er der fredagsbar i Palmen. Palmen er Bjergbos beboerhus, hvor der er mulighed for forskellige aktiviteter. Der er krea, spabad, boldbassin, musikrum, stue med bambusbar og køkken til hyggeaktiviteter. Det er medarbejderne om fredagens fælles opgave at lave en fredagsbar.  

Andre arrangementer - vi elsker fest og farver. Derfor prioriterer vi at deltage i de arrangementer i Thy, som er rettet mod vores målgruppe. Det er fx Thisted Kirkes handicapgudstjeneste med efterfølgende spisning 3-4 gange om året, bondebal på Stenhøj, Troldebal i Hurup, Musik i haven ved STU og Walk’n’Roll. Desuden fejrer vi højtiderne som fx jul, nytår, påske, fastelavn, halloween og Sankt Hans på tværs af Bjergbo eller ude i de enkelte huse. 

I sommerugerne hvor beboerne er hjemme fra dagsbeskæftigelse, på Thyværkstedet og Limfjorden, afholder vi 3-4 arrangementer om ugen til beboerne. Det kan være cykelløb, bålhygge, fisketure, aktiviteter og musik i gården, vandkamp mm. Om sommeren afholder vi også en stor sommerfest for beboere og pårørende. Ved juletid afholdes der julehygge med pårørende i de enkelte huse.

Målsætning

Bjergbo skal bestræbe sig på at være en bæredygtig institution. At sikre et stabilt og tværgående samarbejde. At sikre beboerne får et godt, sundt og rigt liv. At yde kompenserende pædagogisk og praktisk hjælp og støtte. At styrke beboernes selvfølelse og selvværd. At understøtte og udvikle beboerne i sociale relationer. At fremme den enkelte beboers selvhjulpenhed med fokus på nærmeste udviklingszone. Udgangspunktet for det pædagogiske arbejde er “Alle har ret til et godt luv”. Med “Alle har ret til et godt liv” forståes det at den enkelte beboer får størst mulig livskvalitet. Med udgangspunkt i den enkelte beboers ressourcer vil vi tilstræbe at skabe en dagligdag med indhold og mening. Vores beboere skal via vores indsatser opleve størst mulig nærhed og kvalitet. Det er vores ansvar at give vires beboere de bedste forudsætninger for et godt liv. I arbejdet med at sikre kvalitet og faglighed skal vi altid være klar til at videre uddanne os og forfølge ny evidens på området, samt bringe det naturligt ind i vores praksis, til gavn for den enkelte beboer. Målet med vores indsats skal være at fremme en hverdag med livskvalitet for den enkelte beboer og give dem mulighed for at leve et liv, med ligeværdige muligheder.

Thy til det gode hverdagsliv er en af de tre politikker for Thisted kommune frem til 2026. "I Thy vil vi være bedst til livet - især det liv der leves i hverdagen." - skrives der i politikken og det uddybes således: "Thisted kommune arbejder for at alle kan opnå det gode hverdagsliv - uanset forudsætninger. Vi understøtter og udfordrer alle borgere til at udvikle sig hele livet."

Det er retningen for Bjergbos arbejde.

Bjergbos kærneværdier er det fundament der skal være på plads, før vores arbejde lykkes.

 

Tilsyn

Bjergbo er underlagt følgende tilsyn:

Socialtilsyn Nord

Styrelsen for patientsikkerhed

Arbejdstilsynet

Interne tilsyn fra Thisted kommune

 

Tilsynsrapporter fra Socialt tilsyn, kan tilgås via Tilbudsportalen:

Almene tilbud

Specialtilbud og Platanvej

 

Kvalitetsstandard

Kvalitetsstandard for Længerevarende botilbudslignende botilbud

Din bolig

Bjergbo er en almen bolig med lejeboliger der lejes efter lejeloven. Her lejer du din lejlighed og medfølgende fællesarealer. I den lejlighed yder vi den støtte du visiteres til (efter §85, §83 og §138). Boligerne har forskellige størrelser som enten 1 eller 2 værelses lejligheder. I vores 2 værelses lejligheder hører et lille tekøkken til i stuen. I boligen skal du selv medbringe vaskemaskine og tørretumbler til eget brug.

En del af den støtte er rengøring af lejligheden, hvis du ikke selv kan det. Pt har vi et eksternt rengøringsfirma til at varetage den opgave.  

Vores Pedeller fra Fælles Ejendomsservice passer bygningerne, fikser det der skal fikses.

Økonomi

Foruden din husleje og udgifter til boligen, vil du have mulighed for at tilkøbe flere ydelser som forplejning og adgang til rengøringsartikler, vaskemidler samt vask af dyner.

Transport

Beboerne har en busforening hvor de i fællesskab har købt en beboerbus. Hvis man køber sig ind i bussen kan beboeren køre med denne bus – til læge, ud på tur og til arrangementer.  

Nogle beboere har også i mindre grupper gået sammen om at købe side-by-side-cykler – og er man ikke med i en sådan, har Trygfonden doneret et par cykler som vi kan bruge sammen.  

Andre typer af befordring vi bruger, er patientbefordring, når du skal frem og tilbage fra hospitalet (læs mere på Region Nordjyllands hjemmeside: Kørsel til og fra hospitalet), og FlexHandicap, hvor man får x antal billigere taxiture. Du skal selv ansøge om FlexHandicap på borger.dk. Du kan læse mere om flexhandicap på Thisted kommunes hjemmeside: Kørselsordning for ældre og handicappede

 

 

Hvem er vi – og hvad laver vi? 

Bjergbo er et stort arbejdsfællesskab hvor vi er ca. 80 medarbejdere ansat inkl. vikarer. Vores faggrupper strækker sig over pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Yderligere er vi uddannelses- og praktiksted for pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og har dermed løbende studerende hos os.

Vi har medarbejdere på arbejde alle døgnets timer, alle dage, året rundt. Herunder vågne nattevagter til at sikre tryghed og hjælp - også om natten.

Ane er tilbudsleder og har det overordnede ansvar for økonomi, ansættelser og afskedigelser, langtidssygemeldinger, tilsyn, rammer, retning og strategi. 

Didde og Heidi er assisterende tilbudsledere og har den nære kontakt med medarbejderne gennem team- og husmøder, daglig sparring i husene og MUS samtaler.  

Skemalæggeren Anita sørger for at der altid er folk på arbejde og at alle arbejdstidsregler overholdes.  

Pernille er vores blæksprutte der kan give en hånd med i morgenplejen og i øvrigt også står for indkøb, varelevering og madleveringen.  

Mathilde og Jess er vores fagkoordinatorer og kan sparrer med medarbejderne ift. de pædagogfaglige indsatser omkring beboerne. De sparrer også ift. delmål, delmålsopfølgninger, statusbeskrivelser, takstskemaer osv. Mathilde er også uddannet i narrativ supervision, som hun trækker på når du modtager sparring. 

Bente (C+D) og Line (A+B) er vores AMR’ere - arbejdsmiljørepræsentanter. Her skal man henvende sig hvis man oplever noget arbejdsmiljørelateret, og hvis man har fået en arbejdsskade. Læs mere om arbejdsmiljøarbejdet på Intra.  

Line er også forflytningsvejleder (for A + B) sammen med Trine H (for C+D) og hjælper medarbejderne med forflytninger og ergonomiske arbejdsstillinger.  

Lone (D), Jess (B), Trine H (C), Gitte (A) og Mathilde (fagkoo) er vores CURA superbrugere – der er en i hver afdeling, og dem skal man trække på når man har brug for hjælp til besøgsplaner, opgaver og alt mulig andet CURA relateret. De deltager i Socialfagligt netværkt og holder CURA cafe en gang om måneden.  

Henrik (3F), Ivan (SL) og Trine A. (FOA) er TR’erne - tillidsrepræsentanter og her skal man henvende sig når det omhandler egen ansættelse.  

Lene J. og Ann-Louise er vores sygeplejersker – aka. sundhedsteamet. De doserer medicin har dem daglige kontakt til læger, sygehuse mv, samt opdaterer beboernes sundhedsfaglige oplysninger i samarbejde med kontaktpersonerne. De sikrer desuden at alle medarbejdere er delegeret til at håndtere alle de sundhedsfaglige ydelser på bedste vis. Man får kontakt til dem ved at lægge en opgave til dem i CURA – eller ringe til Sundhedsteamet i dagtimerne i hverdagene. 

Alle beboerne har en primær og en sekundær kontaktperson. Som kontaktperson har man et særligt ansvar for at der er sammenhæng og kontinuitet i den pågældende beboers liv og at beboerens ønsker og behov får en stemme.   

FE leverer pedelservice – har man opdaget noget der kræver en handy hånd, så kontaktes nærmeste leder. Vi har et system Dalux, hvor vi opretter opgaver til pedellerne.  

Rengøring af beboernes lejligheder står Nordjysk Vikarservice for – hun hedder Bente og er kommet her i årevis. Bente har et lille team på 3 søde damer med sig.

Vores lokal MED-udvalg mødes 4 gange årligt. Her mødes medarbejderrepræsentanter (AMR + TR) og ledelse og vender alt det som kræver fælles løsninger/retningslinjer på Bjergbo. Har man ønsker til en ny måde at ønske ferie på, en anden sygefraværspolitik eller bedre retningslinjer for pauser - så kan man sætte et punkt på MED’s dagsorden. Det gør man ved at tage fat i TR eller AMR. Læs mere om MED-arbejdet på Intra. 

MUS-samtaler afholdes årligt af den nærmeste leder. Det er medarbejderens samtale, med fokus på din trivsel og udvikling på arbejdspladsen. 

Ønsker du at blive en fast medarbejder på vores fantastiske arbejdsplads, så hold øje med Thisted Kommunes hjemmeside, hvor der løbende slås stillinger op.

Er du interesseret i at blive vikar på Bjergbo, kan du rette henvendelse til tilbudslederen eller én af de assisterende tilbudsledere.

Senest opdateret 29-05-2024