Thisted Kommunale Tandpleje kan uden samtykke fra forældrene:
- Hente dit barn i klassen (gælder børn der går på; Østre, Tingstrup og Snedsted skole) til undersøgelse
- Foretage undersøgelser (dog kræver røntgenundersøgelse samtykke)
- Give mundhygiejneinstruktion
- Foretage afpudsning og tandrensning
Tandplejen kan på baggrund af et generelt samtykke fra forældrene gennemføre:
Generelt samtykke betyder, at man som forældre giver lov til, at Tandplejen fremadrettet må tage røntgenbilleder og foretage fluoridbehandlinger, når det er nødvendigt, på barnet/den unge.
Generelt udtrykkeligt samtykke kan gives til følgende to behandlinger:
1. Fluoridbehandlinger
- Formål: Fluoridbehandlinger anvendes for at undgå huller i at opstå og/eller medvirke til at standse udviklingen af huller i tænderne. Hvis der ikke foretages fluoridbehandling af tænder på børn i høj risiko for at få huller eller har begyndende huller, vil udviklingen af huller fortsætte.
- Der er ingen risiko for komplikationer, dog kan der forekomme irritation af følsomme slimhinder.
- Der findes forskellige fluoridbehandlingsmetoder, så det er meget få børn, der ikke kan fluorbehandles.
- Fluoridbehandlinger foretages overvejende af klinikassistenter.
2. Røntgenundersøgelser
- Formål: Røntgenundersøgelser anvendes som hjælpemiddel ved tandundersøgelser og til kontrol af sygdomsudvikling mv.
- Hvis der ikke tages røntgenbilleder ved behov, vil der være huller eller andet, der ikke opdages, og der vil derfor være risiko for at en behandling ikke iværksættes i tide.
- Der er ingen risiko for komplikationer og bivirkninger.
- Den anvendte røntgendosis til et lille røntgenbillede svarer til ca. 1/5 af den gennemsnitlige baggrundsdosis på en dag.
- Et oversigtsbillede af alle tænder svarer til en dags baggrundsstråling.
Et generelt samtykke kan gives skriftligt eller mundtligt. Samtykke kan på ethvert tidspunkt tilbagekaldes.
Tandplejen skal indhente samtykke og aktuelle helbredsoplysninger til alle øvrige tandbehandlinger.
Der skal gives en fyldestgørende og forståelig information før samtykke gives af forældrene til behandlingen.
Er barnet/den unge fyldt 15 år, kan han/hun selvstændigt tage stilling til behandlingen.
Journaler gemmes i 10 år efter du sidst har haft kontakt til klinikken.