Alle har ret til at få deres børn optaget på distriktsskolen.
Hvis forældrene måtte ønske at få barnet optaget på anden skole end distriktsskolen, gælder følgende:
0.-2. klasse:
Der kan ikke optages elever fra et andet skoledistrikt, hvis dette medfører, at den gennemsnitlige klassekvotient på årgangen overstiger 24. Har den modtagende skole mere end et spor på årgangen, må den gennemsnitlige klassekvotient ikke overstige 25 elever. På skoler med mere end to spor, vil der stadig skulle friholdes to pladser på årgangen til elever fra eget skoledistrikt.
Da sænkningen af klasseloftet sker ved en gradvis indfasning, er dette gældende for 0. klasse i 2023/2024 - 0.-1. klasse fra 2024/2025 og for 0.-2. klasse fra 2025/2026, hvorefter ordningen er fuld indfaset.
3.-9. klasse:
Der kan ikke optages elever fra et andet skoledistrikt, hvis dette medfører, at den gennemsnitlige klassekvotient på årgangen overstiger 26. Har den modtagende skole mere end et spor på årgangen, må den gennemsnitlige klassekvotient ikke overstige 27 elever. På skoler med mere end to spor, vil der stadig skulle friholdes to pladser på årgangen til elever fra eget skoledistrikt.
Retningslinjer for indskrivning i anden skole end distriktsskolen:
- Når børn bosiddende i distriktet er optaget, kan der optages ansøgere efter følgende kriterier:
- Kommunekriterium: Kommunens egne borgere går forud for borgere fra andre kommuner.
- Søskendekriterium: Søskende på skolen går forud for andre, idet yngre går forud for ældre (kun elever i 0. – 6. klasse ved skoleårets start indgår i dette søskendekriterium).
- Nærhedskriterium: Nærmere boende børn går forud for fjernere boende.
- Lodtrækning i det omfang objektive hensyn ikke fører til en prioritetsorden.
Politisk godkendt på Kommunalbestyrelsesmøde den 21. december 2022.