Thisted Kommune har øget opmærksomhed på for tidligt fødte børn. Af den grund er et team, bestående af pædagogisk konsulent Henriette Kristensen og sundhedsplejerske Ulla H. Gjørup, nedsat til dette formål. Teamet afholder hvert år en tema-formiddag omkring børn født for tidligt, se nærmere herunder.
For tidlig fødte børn har højere risiko for udviklingsforstyrrelser end andre børn, der er født til tiden. Dette skyldes en umodenhed af nervesystemet, hjernen samt indre organer. Udviklingsforstyrrelser kan også sidestilles med begrebet ”senfølger”.
Senfølger
Senfølger kan bl.a. komme til syne i forbindelse med vanskeligheder ved spisning, sprog, søvn og motorik. Herudover ses typisk hyperaktivitet, koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, gentagne infektionstilfælde m.m.. Senfølger kan være diffuse og vanskelige at benævne. De kan vise sig inden barnet påbegynder et dagtilbud, såvel som et senere tidspunkt i barnets opvækst. Derfor er det vigtigt, at følge børnenes udvikling med det formål at forebygge senfølger.
Indbydelse til Tema-formiddag
Thisted Kommune inviterer forældre til for tidligt fødte børn til temaformiddag fyldt med information om det at være født for tidligt, og hvad der kan være særligt på spil for de børn.
Dato og tidspunkt: onsdag den 10. juni 2026 kl. 9:00 - 13:00
Sted: Thy Hallen, Lerpyttervej 50, 7700 Thisted. Lounge 1+2
Temadagen er gratis.
Indhold: Det vil handle om barnets udvikling, om at være forældre, om mulige senfølger og du får ideer og redskaber med hjem til stimulering af barnet i forbindelse med udfordringer med mad, søvn eller udvikling. Der vil være god mulighed for at præge indholdet med eksempler fra jeres hverdag, og derved gøre formiddagen så relevant for jer som muligt.
Det er sundhedsplejerske Ulla Holm Gjørup og pædagogisk konsulent Henriette Kristensen, der står for dagen. De serverer kaffe, te og vand undervejs, medbring selv snacks og mad ved behov.
Tilmelding:
Meld dig til senest mandag den 1. juni 2026 til Henriette på mobil 2059 3714