Booking af vandshelters
I lystbådehavnene i Agger, Doverodde, Vilsund og Amtoft er der fra sommeren 2022 en ny flydende overnatningsmulighed i form af vandshelters. Det er en helt unik oplevelse at sove i et shelter der duver på bølgerne side om side med lystbådene.
Vandshelters kan bookes fra april til oktober via dette link .
Hvorfor et Cold Hawaii Inland?
I Thy mærker vi, at flere og flere danskere dyrker vandsport. I et historisk perspektiv er det en spændende udvikling, for hvor hav og fjord i århundreder har været thyboernes primære fødekilde, transportvej og arbejdsplads, er vandet de sidste 20 – 30 år i højere og højere grad også blevet thyboernes – og turisternes - legeplads. Med Cold Hawaii Inland vil Thisted Kommune udvikle den legeplads og de naturoplevelser, der knytter sig til vandet i hele kommunen og dermed bidrage til den livskvalitet, man som thybo oplever ved at have natur og rekreative muligheder lige uden for døren.Helt konkret kobler Cold Hawaii Inland Vesterhavets mange aktiviteter via Vandet Sø til de mere rolige vande i Limfjorden ved at skabe: - en række frilufts- og vandfaciliteter af høj kvalitet, som tager hensyn til det specifikke område og den unikke natur, som findes i Thy. - genkendelige faciliteter, som sikrer en optimal før-under-efter oplevelse, og som kan bruges af alle, uanset forudsætninger. Når Cold Hawaii Inland er opført i sin helhed, vil der være faciliteter ved fjord og sø for enhver smag: et fjordbad, saunaer, en badeanstalt, toilet-, bruse-, omklædnings- og skyllefaciliteter, bade- og kajakbroer, en wakeboardbane, et kajakhotel, depotfaciliteter, udendørsgrill, udsigtsposter, vandshelters mv.
De udvalgte ”spots” med særlige stedbundne potentialer i Cold Hawaii Inland er:
Doverodde
Krik
Vilsund
Thisted (Dragsbæk, Søbadet, Synopal Havn, Den Blå Løber/ Den rekreative forbindelse)
Bygholm
Vandet Sø
Cold Hawaii Inland – Den sprængte idrætshal
Cold Hawaii Inland er et unikt projekt, der i sin vision kan kaldes ”en sprængt idrætshal”. Cold Hawaii Inland løfter taget af den klassiske idrætshal og spreder aktiviteterne ud langs kysten. Halgulvet består af sand og vand, og på den måde opstår en outdoor idrætshal, der som en margueritrute i Thy skaber sammenhæng mellem vandaktiviteter og spots for en meget bred brugergruppe: vandsportsentusiaster, børnefamilier på tur, nysgerrige forbipasserende og turister for at nævne nogle.
Historien bag projekt CHI
Idéen om et Cold Hawaii Inland er, lige som Cold Hawaii, opstået blandt ildsjæle i Thy.
I starten af 2015 henvendte Thy Cable Park sig til Thisted Kommune med ideen om at udvikle området kendt som ”Synopal Havn” i den østlige ende af Thisted by. En udvikling af Synopal Havn ville være til stor gavn for Thisted by og kommunen som helhed. Dette projekt skulle samtidig være med til at skabe bro mellem vandaktiviteterne i Klitmøller, på Vandet Sø og i Limfjorden og derved skabe en tilknytning mellem Vesterhavet og Limfjorden. Samtidig påtænkte man, at det kommende anlæg ved Synopal Havn skulle betegnes som Cold Hawaii Inland for på den måde at binde Vesterhavet og surfområderne i Cold Hawaii sammen med Limfjorden – på tværs af Thy. Anlægget skulle være med til at samle foreninger, uddannelsesinstitutioner, borgere og turister i et større tilbud, som skulle understøtte kommunens indsats i forhold til bosætning og turisme. Anlægget skulle have en kapacitet, som samtidig kunne rumme både nationale og internationale events af større karakter.
I maj 2016 godkendte den daværende kommunalbestyrelse en bevilling til at idéudvikle og projektmodne Synopal Havn i form af et idékatalog. Undervejs stod det dog klart, at der var mulighed for at opnå en synergi mellem de mange projekter langs Limfjorden, hvis man så udviklingen af faciliteter til vandaktiviteter i en større sammenhæng.
I efteråret 2017 igangsatte Thisted Kommune en arkitektkonkurrence, der resulterede i, at i alt fem teams blev valgt ud og fik muligheden for at give deres bud på, hvordan bl.a. faciliteter og en samlet designmanual for Cold Hawaii Inland skulle se ud. Den 20. marts 2018 valgte Kommunalbestyrelsen firmaet Spektrum Arkitekter og Norrøn som vinder af konkurrencen, med deres projektforslag ”Streger i landskabet”.
Spektrum Arkitekter, Norrøn og Thisted Kommune arbejdede sidenhen videre med at kvalificere faciliteterne på de enkelte spots. Det er især sket ved møder med alle samarbejdspartnere i form af lokale foreninger og frivillige. Det arbejde blev i januar 2019 udgivet som dispositionsforslag for Cold Hawaii Inland.
Cold Hawaii Inland er i dag et kommunalt projekt i samarbejde med en lang række aktører. I tæt samarbejde med de lokale vandsportsforeninger, skaber Thisted Kommune nye rammer for aktive fællesskaber med vand som fællesnævner.
Projektstatus
Projektstatus sommeren 2023 er, at:
Spot Vilsund er opført som det første Inland-spot i 2020. Her kan benyttes omklædning, brus og toiletter før og efter, man har været på vandet. Du kan også pakke familien, picnic-kurven og SUP-boardet – og husk grillkul og pølser, så familiens maver kan mættes direkte fra grillen ved spottet. Spot Vilsund er velegnet til kajakroning og SUP, men også vandskiene kan luftes her. Vilsund Søsportsforening kan altid kontaktes for at høre mere om mulighederne i foreningsregi: https://soesportvilsund.dk/soesport-i-vilsund/
Spot Synopal står færdigt og er klar til at blive taget i brug af alle med hang til frisk luft og vandleg. Alle er velkomne på spottet. Slæng jer på terrasserne, tag børnene med ned og lav sandslotte på sandstranden, hop i vandet og smid en pølse på grillen. Alle velfærdsfaciliteter er åbne for offentligheden, og det vil på sigt også være muligt at booke saunaen. Den store attraktion i Synopal Havn er Wakeboarding. Kontakt Thy Cablepark for at høre nærmere om mulighederne for at komme på kablet. De kan også fortælle mere om deres øvrige aktiviteter i foreningsregi. Alle kan frit benytte spottet til (vinter)badning, SUP, kajak – så kom og leg på vandet ved Synopal.
Spot Søbadet er nyeste spot i rækken og er Thisteds nye badeanstalt til brug for alle. Her er omklædnings-, bruse- og toiletfaciliteter og sauna med panoramaudsigt over fjorden. Der er adgang for alle til de nævnte faciliteter – saunaen kan bookes mod betaling her . Søbadets grønne arealer er indrettet med beplantning, der på sigt skaber hyggekroge, og der er adgang til vandet fra den store træterrasse langs vandkanten. Herudover er der trappenedgange til vandet, bordbænkesæt, grill og udendørsbrus. Søbadet er pt. hjemsted for to foreninger:
Thisted Vinterbadeforening står klar til at fortælle jer om vinterbadning i foreningsregi – kontakt dem via linket her .
Thy Triathlon Team – find dem på Facebook.
Den Blå Løber/ Den Rekreative Forbindelse Thisted By er omringet af skøn natur. Den rekreative rute skaber stiforbindelse fra Silstrup Hoved, syd for Thisted by til Eshøj Plantage, øst for Thisted by. Stien går igennem Thisted By som en blå løber, der skaber nye opholdssteder ved vandet og adgang til fjorden midt i byen. Så er du også blevet vild med raske traveture, og kan du lide både storslåede skrænter, fjordens bølger og byens puls med mulighed for at tanke en kop kaffe undervejs, så skal du prøve at gå Den rekreative forbindelse – en del af Cold Hawaii Inland. Hele ruten kan opleves, og på store dele af ruten er der skabt fede opholdssteder.
Strækningen udføres i etaper og status i skrivende stund er:
Strækning: Silstrup Hoved – Dragsbæk Der er ikke foretaget ændringer på denne del af ruten. Strækningen er for de ”terrængående” med en dejlig gåtur langs stranden og stejle skrænter
Strækning: Dragsbæk – Sydhavnen Strækningen går langs Thisted Kystvej og er en super populær gåtur for Thisted-boerne. På strækningen findes to nedgange, fire balkoner og en kombineret balkon og nedgang, som giver adgang helt ned til vandet. Her kan du kan lade hunden bade, sætte fødderne i vand og nyde udsigten med en god bog. Alle steder er der bænke og belysning og beplantningen skaber små oaser fra trafikken på Thisteds måske smukkeste strækning.
Strækning: Sydhavnen til Strandvejen Her lægger Den blå løber sin rute ind gennem Thisted By, langs med inderhavnen. Alle kan gå strækningen, som den er i dag, men der er endnu ikke lavet nye tiltag på ruten. Følg den blå streg, der er markeret på asfalten igennem byen, og så er du på rette vej.
Strækning: Sti forbi slagteriet Tican via Strandvejen Siden december 2020 har der været stiforbindelse mellem Thisted centrum og Thisted østby forbi Tican via den lukkede Strandvejen. Stien er anlagt af Tican med tilskud fra Thisted Kommune og passer ind i Cold Hawaii Inland med store børstede betonfliser og Inlands signaturbelysning.
Strækning: Rensningsanlægget - Thisted Camping Strækningen langs Strandstien er Thisteds bilfri promenade, og der er på strækningen opsat Inland-belysning, bænke og skraldespande og en trappenedgang til vandet. Ved vandet foran Thisted camping er der etableret en badebro med trapper, tribuner og ramper. Trapperne skaber direkte adgang fra Iversensvej, tribunerne skaber rekreative opholdsmuligheder mod syd med udsigt over fjorden, og ramperne skaber adgang til vandet for alle. Broen ender i en flydeplatform, der følger vandstanden. Broen og tribunen er det perfekte sted til solbadning, krabbefiskeri og badning.
Strækning: Thisted Camping til Synopal Havn Denne delstrækning blev udført som den første del af Den blå løber og bliver flittigt brugt. Den tidligere sti er nu belagt med børstede betonfliser, og Inland-belysningen guider dig langs skrænten i den mørke tid. Strækning: Synopal Havn – Eshøj Lige som ved Silstrup Hoved, er denne del af ruten landskabelig, og strækningen er for de ”terrængående” med en dejlig gåtur langs stranden, hvor der er rig mulighed for at finde fossiler, især søpindsvin. I Eshøj er der shelters, bål- og grillplads og den skønneste løvskov helt ned til fjorden. Det er også muligt at tage denne del af den rekreative rute langs småvejene, der fører til Eshøj, hvis man fx har barnevognen med. Der er flere steder skabt forbindelse mellem vej og strand. De øvrige spots Krik, Doverodde, Dragsbæk, Bygholm og Vandet Sø er endnu ikke opført, da processen med at søge relevante myndighedsgodkendelser hjem er i gang. Cold Hawaii Inland er et projekt med en høj grad af borgerinddragelse. Det er foregået gennem åbne borgermøder, foreningssamarbejde mm, og samarbejdet med foreninger, frivillige og interessenter fortsætter i den kommende proces.
Logo, design og kontakt
Hvis du gerne vil vide mere om arbejdet med Cold Hawaii Inland, så kontakt konsulent i fritidsafdelingen Mogens Sørensen på mogs@thisted.dk.
Inland-logoer kan findes her, og kan frit benyttes af foreningerne på Inland-spottene. Vil du gerne benytte logoet, men er i tvivl om det er ok, så kontakt Mogens for en snak om mulighederne.
Hvis du gerne vil vide mere om arbejdet med Cold Hawaii Inland, så kontakt projektkoordinator Thilde Kielsgaard på tkh@thisted.dk.
Samarbejdspartnere
Cold Hawaii Inland udvikles og opføres i et tæt samarbejde med foreninger og frivillige samt projektets rådgiverteam. Cold Hawaii Inland udføres med støtte fra Nordea-fonden og Lokale- og Anlægsfonden.
Stor TAK til vores gode samarbejdspartnere!