Miljøvenlig varmeforsyning

Her kan du læse om fælles varmeforsyning og individuel varmeforsyning, hvad kommunens rolle er, og hvad der kræves af borgeren.

”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022” ligger fundament for at gas i 2035 ikke vil blive brugt til opvarmning af private boliger. Samtidig vil den fremskynde konverteringen af privat opvarmning til grønnere og bedre varmeløsninger, såsom udrulning af fjernvarme og installation af varmepumper.

Til udrulningen af fjernvarme skulle kommunerne lave en varmeplan i løbet af 2022. Læs mere her: 

Thisted Kommunes Varmeplan 2022

For at vide mere om alternative miljøvenlige varmeløsninger til olie og naturgas, kan du læse om følgende muligheder til højre:

  • Fjernvarme
  • Jordvarme
  • Varmepumper
  • Fælles varmeforsyning i mindre målestok

Sparenergi.dk, indeholder forskellige værktøjer, der kan hjælpe med inspiration til, hvor der kan spares på og forskellige energitiltag. Hjemmesiden kan bl.a. bruges til at:

  • beregne besparelsen ved diverse energitiltag såsom efterisolering af boligen,
  • beregne besparelsen ved at skifte ens fyr til en varmepumpe og
  • læse om tilskudsmuligheder.

Hjemmesiden kan også vise, hvor de nærliggende installatører af varmepumper har adresse.

Ændringer i varmekilden på din ejendom skal registreres i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Det er nu muligt for dig selv at indberette disse ændringer. Det gør du her: Ret BBR-oplysninger

I Thisted Kommune har vi 8 fjernvarmeforsyninger. Der arbejdes hele tiden på at udrulle fjernvarme til nye områder i samarbejde med vores fjernvarmeforsyninger. Dette arbejde er beskrevet i Thisted Kommunes Varmeplan 2022.

Fjernvarme skal forstås som varme leveret til din bygning ved hjælp af opvarmet vand eller damp i rør, og fordelt ud i bygninger ved hjælp af radiatorer eller gulvvarme. Fjernvarme er en kollektiv varmekilde, da vandet bliver opvarmet på én eller flere varmecentraler, som herefter pumper vandet ud i et distributionsnet, der forsyner flere bygninger eller processer med varme.

Varmecentraler kan gøre brug af flere kilder til at opvarme vandet med, f.eks.:

  • Biobrændsel (flis, halm og biogas for biogasanlæg)
  • Olie og naturgas (Ikke udbredt længere, men mange varmecentraler har stadig generatorer til at stå til nødsituationer)
  • Geotermi: Undergrunden har en stabil temperatur og denne kan både bruges til at gemme varme og ligeledes opvarme. Der er forskellige metoder til at udnytte geotermi.
  • Varmepumper: Luft-til-vand/Vand-til-vand/jordvarme.
  • Solvarme: Disse kan bruges til at opvarmevand eller sænke elregningen.
  • Kraftvarme: Afbrænding af affald
  • Overskudsvarme fra industrien

Fordelene ved fjernvarme er en større forsyningssikkerhed end ved individuel opvarmning, og varmecentralers installationer er mere effektive.

Energistyrelsen anbefaler, at du vælger fjernvarme, hvis du bor i et område, hvor der er eller der bliver mulighed for fjernvarme. Ønsker du ikke fjernvarme kan du overveje alternative miljøvenlige varmekilder.

Thisted Kommune er myndighed for varmeforsyningsloven og lovene herunder, og sørger derfor for at fjernvarmeforsyningerne overholder disse lovgivninger. Myndighedsprocessen er beskrevet i mere detalje i Thisted Kommunes Varmeplan 2022.

Ved spørgsmål specifikt til fjernvarmenettet, såsom mulighed for at blive tilsluttet, skal du tage kontakt til din nærmeste fjernvarmeforsyning.

Ønsker du at etablere et jordvarmeanlæg, skal du, jf. jordvarmebekendtgørelsen, ansøge Thisted Kommune om tilladelse forinden. Etableringen af jordvarmeanlægget skal anmeldes/ansøges digitalt via den digitale selvbetjening,

Byg og Miljø

Et jordvarmeanlæg skal anmeldes hvis det:

  • er terrænnært,
  • ikke-industrielt,
  • placeres i område uden for særlige drikkevandsområder, indvindingsoplande og anvender de godkendte frostsikringsmidler.

Jordvarmeanlæg der ikke kan gå ind under disse punkter, skal ansøges.

Ved anmeldelse gives der en accept. Ved ansøgning skal der udarbejdes en egentlig tilladelse til etablering af jordvarmeanlægget.

I såvel anmeldelse som ansøgning er det vigtigt, at der vedhæftes et kortbilag med jordvarmeslangernes placering.

Ved etablering af anlægget skal ejer eller brugeren af jordvarmeanlægget gennemføre en tæthedsprøvning (som beskrevet i jordvarmebekendtgørelsens bilag 3). Tæthedsprøvningsrapporten samt kortbilag med jordvarmeslangernes endelige placering udgør færdigmeldingen af jordvarmeanlægget. Denne færdigmelding skal indsendes senest 14 dage efter tæthedsprøvningen er foretaget.

Færdigmeldingen skal indsendes digitalt via den digitale selvbetjening, Byg og Miljø. Efterfølgende sker der en omregistrering i kommunens Bolig og Bygnings Registrering (BBR) og ejendommen bliver registreret med elvarme som hoved opvarmningskilde.

Ønsker du at installere en varmepumpe, findes der forskellige slags varmepumper.

Jordvarme er en varmepumpe; denne mulighed er beskrevet i boksen for ”Jordvarme”, da den adskiller sig i sagsbehandlingen.

En luftvarmepumpe kræver ikke tilladelse til etablering. Ønsker du at etablere en varmepumpe, skal du dog være opmærksom på, at der er regler for, hvor meget din varmepumpe må støje ved skel. I Thisted Kommune bruges Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier for, hvor meget der må støjes ved skel til din nabo. Støjgrænseværdierne er forskellige alt efter, hvilket område du bor i og omkring, samt tidspunktet på dagen, f.eks.:

Se hvilket slags område du bor i

Støjniveauet kan ikke måles, før varmepumpen er installeret, derfor har Energistyrelsen udviklet et støjberegningsprogram, som kan hjælpe dig med at finde den mest hensigtsmæssige placering til din luft-til-vand varmepumpe. Beregningen er orienterende og tager udgangspunkt i de oplysninger, som du kan indhente fra leverandøren af varmepumpen. Du kan finde beregningsprogrammet her:

Støjberegner

Vil du have flere oplysninger om varmepumper kan det findes på Sparenergi.dk.

En fælles varmeforsyning i mindre målestok kan være en mulighed, hvis I er flere husstande i nærområdet, der gerne vil udskifte jeres olie- eller gasfyr, og ikke ønsker eller har mulighed for at komme på fjernvarme.

Denne løsning minder om fjernvarme og bruger de samme grundprincipper: Der placeres én central varmekilde eller flere decentrale varmekilder, som leverer varme til et fælles distributionsnet til flere boliger på samme tid. Varmekilden til denne løsning skal være bæredygtig og desuden må den ikke være baseret på biomasse.

Varmekilden kan f.eks. være:

  • en stor vandret eller lodret jordvarmepumpe,
  • en stor luft-til-vand varmepumpe,
  • individuelle varmepumper med fælles jordslanger,
  • større solcellevarmeanlæg,
  • en blanding af de ovennævnte.

Fordelene ved en fælles varmeforsyning i mindre målestok fremfor individuelle alternativer til fjernvarme, er en større forsyningssikkerhed og mere effektiv varmeforsyning. Denne varmeløsning er dog mere kompleks at få realiseret end de individuelle alternativer.

Løsningen skal formes specifikt til jeres område, der skal dannes et firma (A.M.B.A) til at drive anlægget. Du kan kontakte Thisted Kommunes miljøafdeling om mere information og vejledning til realiseringen af denne løsning.

Teknik, Erhverv og Beskæftigelse

Kontakt
Plan- og Miljø afdelingen

Telefontider

Mandag-onsdag
kl. 08.00-10.00

Torsdag
kl. 15.00-17.00

Fredag
kl. 08.00-10.00