Det gode liv i Thy skabes af de fysiske rammer i vores omgivelser. Vores fysiske omgivelser er de rolige boligområder, de mange tilbud af detailhandel, virksomheder og erhverv der skaber arbejdspladser og kulturfaciliteter, som skaber liv i byerne. Dagtilbud, skoler og uddannelser, områder som fremmer læring og trivsel, samt de store og smukke landskabs- og naturværdier langs kommunes kystlinje som giver luft og velvære til livet i Thy.
Alle disse ting, som skaber rammerne for det gode liv i Thy, indgår i Thisted Kommunes Kommuneplan.
Thisted Kommune ønsker at Kommuneplanen skal sikre plads til den fremtidige fysiske udvikling i kommunen inden for både by og land, i balance med alle de mange stedbundne værdier og med hensyn til miljøet og hinanden. Den nye kommuneplan fastsætter derfor de overordnede rammer og retningslinjer for den fysiske udvikling af kommunen, så der sikres plads til udvikling i balance.
Kommuneplanen er opbygget i en hovedstruktur der består af 16 temaer med tilhørende målsætninger, retningslinjer, retningslinjeudpegninger, redegørelser samt rammer for den fremtidige lokalplanlægning.