- Jeg ser det som en sand ”gamechanger”. For mig personligt har den større indflydelse på min arbejdsplan givet en langt bedre balance mellem mit arbejdsliv og mit privatliv. Det giver større arbejdsglæde, og jeg oplever, at vi har fået et bedre sammenhold. Kolleger imellem har vi lært hinanden bedre at kende og fået en større forståelse for hinandens arbejdstids-ønsker, forklarer Noel Kearney.
Alle har lige adgang til vagter
Han er pædagog og fagkoordinator og har arbejdet på Boenheden Højtoftevej 50 i snart tre år. Noel Kearney er en af dem, der gerne vil have de lange vagter. Dem må han have to af på en uge. Andre ønsker dem slet ikke. De ønsker sig ind på andre vagt-længder. Reglen er, at ingen kan eje en bestemt vagt. Når de hver måned har vagtplanmøde, har de én time til at få det sidste på plads. Det kan være vagter, som måske endnu ikke er dækket ind, eller hvis nogen har ønsker om at få en vagt, som en anden har sat sig på.
I forbindelse med den nye måder at planlægge på er det også blevet muligt at lave dokumentation hjemmefra, hvis medarbejderen ønsker det. Den frihed er blevet taget godt imod.
- Det tog noget tilvænning, da vi gik i gang og alle skulle jo finde ud af, hvad der passede dem, men allerede efter to måneder begyndte vi at vide, hvad vi gerne ville, og hvad der fungerer. Systemet er fuldstændig transparent, og jeg kan slet ikke forestille mig, at vi skal tilbage til det, vi havde før, fortæller Noel Kearney.
Flere vil gerne arbejde fleksibelt
Baggrunden for den fleksible arbejdsplads i Thisted Kommune er at skabe de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere, så de kan løse deres kerneopgaver med kvalitet og effektivitet. Den fleksible arbejdsplads skal give den enkelte medarbejder mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til egen konkret livssituation.
- En attraktiv arbejdsplads går hånd i hånd med en god faglighed, og vi ved, at det at kunne have en fleksibel arbejdstilrettelæggelse er noget af det der bidrager til den attraktive arbejdsplads. Læg dertil, at fleksibilitet giver medarbejderne større indflydelse og ansvar for kerneopgaven, hvilket også er godt for fagligheden og noget som medarbejderne efterspørger. Når vi finder gode løsninger på den fleksible arbejdsplads, som vi ser på Højtoftevej, er det en vindersag for både fagligheden og medarbejderne, siger kommunaldirektør i Thisted Kommune, Ulrik Andersen.