Særlig indsats

Hvem skal have Handicapprisen 2026?

Publiceret 09-10-2026

Nu kan du indstille både personer, foreninger, virksomheder og initiativer som kandidater til årets handicappris.

I Thy uddeler vi en særlig pris for at hylde de personer, foreninger, virksomheder eller initiativer, der gør en ekstraordinær indsats for borgere med handicap.

Igen i år uddeler Thisted Kommune og Handicaprådet Handicapprisen. Den går til en frivillig ildsjæl, forening, virksomhed eller organisation i kommunen, som har gjort en særlig indsats for borgere med fysisk eller psykisk handicap.

Vi uddeler prisen, fordi vi ønsker at fremhæve dem, der arbejder for inklusion, tilgængelighed og lige muligheder, så vores samfund bliver mere rummeligt og åbent for alle.

Prisen, der uddeles af Thisted Kommune og Handicaprådet, symboliserer vores fælles indsats for at sikre, at borgere med handicap har de samme muligheder for at deltage i fællesskabet på lige vilkår.

Hvem skal vinde i år? 

Du kan komme med dit bud på, hvem der fortjener at vinde Handicapprisen 2026 frem til d. 11. november.

Man kan få prisen, hvis man for eksempel:

  • Har gjort en særlig indsats for at synliggøre forhold og udfordringer for personer med handicap. 
  • Har skabt aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for personer med handicap. 
  • Har iværksat tiltag, der har været til glæde for personer med handicap i Thisted Kommune. 
  • Har skabt forhold, der bidrager til at forøge livskvaliteten for personer med handicap. 
  • Eller har bevaret et aktivt liv og bidraget med humør og livsglæde som hjælp eller inspiration for andre personer med handicap. 

Det er en bedømmelseskomité, som er nedsat af Kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvem af de indstillede, der skal have prisen. 

Sådan indstiller du

Din indstilling skal være skriftlig og indeholde: 

  • Navn på indstillede 
  • Kontaktoplysninger på indstillede (mail eller telefon) 
  • En uddybende og præcis begrundelse for indstilling. 

Du kan:

  • Sende din indstilling på en mail til Handicap og Socialpsykiatri på social@thisted.dk.
  • Sende med sikker digital post via www.borger.dk, hvor du mærker henvendelsen "Handicappris". 
  • Eller aflevere din indstilling direkte i Social- og Seniorsekretariatet, Administrativt team, Asylgade 30, 7700 Thisted. 

Alle kan indstille kandidater. 

Fristen for at indstille kandidater er den 11. november 2026.  

Når der er kåret en vinder, vil prismodtageren blive kontaktet direkte om tid og sted for overrækkelse.  

Prisoverrækkelsen

Prisen bliver uddelt den 3. december på FN's internationale handicapdag.  

Prisuddelingen finder sted kl. 13.30-15.30 i Loungen i Thy Hallen, hvor der serveres æbleskiver og gløgg. 

Du tilmelder dig prisuddelingen ved at sende en mail til social@thisted.dk, hvori du skriver hvor mange du gerne vil tilmelde. 

Tilmeldingen skal ske senest den 25. nov. Der er begrænsede pladser, så tilmelding sker efter først til mølle. 

Hvad er Handicapprisen?

  • En pris som Thisted Kommune og Handicaprådet uddeler en gang om året.  
  • Første gang uddelt i 2023.  
  • Alle kan indstille en kandidat til prisen.  
  • Den kan både tildeles personer, foreninger, virksomheder eller initiativer, der gør en ekstraordinær frivillig indsats for borgere med handicap. 
  • Du kan indstille kandidater frem til 11. november. 
  • Prisen uddeles 3. december 2026. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes