Afgørelse

Planklagenævnet stopper byggeri i Doverodde

Publiceret 15-03-2024

Planklagenævnet har ophævet den lokalplan, der ligger til grund for byggeriet i Doverodde. Thisted Kommune går straks i gang med udarbejdelsen af en ny lokalplan for området.

På to punkter vurderer Planklagenævnet i en ny afgørelse, at vi i Thisted Kommune ikke har levet op til kravene i forbindelse med udarbejdelsen af den lokalplan for Doverodde, der ligger til grund for byggeriet af nye lokaler til SMK Thy. 
 
Afgørelsen betyder, at det igangværende byggeri skal standses, indtil der ligger en ny lokalplan for området.  
 
- Vi tager selvfølgelig afgørelsen til efterretning og er rigtigt ærgerlige over, at byggeriet bliver sat i bero i en periode, men vi gør vores yderste for at få rettet op på det her hurtigst muligt, siger Tue von Påhlman, direktør for Social, Sundhed og Kultur i Thisted Kommune.

Fire klagepunkter

Nævnet har behandlet i alt fire klagepunkter. I to af klagepunkterne har klageren ikke fået medhold. De handler om, hvorvidt de fysiske rammer i projektet lever op til den gældende lovgivning for planlægning i Kystnærhedszone, og om der er lavet tilstrækkelige planer for klimasikring af området.  
 
Nævnet lægger i afgørelsen for de to punkter vægt på, at Thisted Kommune har begrundelserne for planerne på området på plads og lever op til de gældende krav i henhold til planloven.  
 
På baggrund af to andre klagepunkter vurderer nævnet imidlertid, at Thisted Kommune ikke fastsatte en passende høringsfrist i forbindelse med vedtagelsen af lokalplanen, og at der ikke er gjort nok for at vise offentligheden, hvordan byggeriet i kystnærhedszonen visuelt vil påvirke omgivelserne.  
 
- Planklagenævnet har vurderet, at den offentlige høringsperiode for lokalplanen skulle have været forlænget, fordi den faldt i skolernes sommerferie. Derudover vurderer Planklagenævnet, at projektet ikke har været visualiseret tilstrækkeligt i vores materiale. Det retter vi op på nu, siger Tue von Påhlman. 

Arbejder på overblik

Kommunen har orienteret alle parter i sagen om afgørelsen, og nu går arbejdet med udarbejdelsen af en ny lokalplan i gang. Vi er samtidig i gang med at danne os et overblik over konsekvenserne af et byggestop. Der skal i den kommende uge afholdes et møde i projektets styregruppe, og her ventes det, at vi kan fremlægge et foreløbigt overblik. 
 
I forhold til standsningen af byggeriet, så vil det blive sat i bero, så snart der er sket en sikring af det foreløbige byggeri, så det kan stå i en periode, uden at der sker skader eller værdien forringes. I det konkrete tilfælde er der et støbearbejde, som skal gøres færdigt. Derfor vil der være aktivitet på byggepladsen indtil dette er sket. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes