Kulturpris Thy 2024

Kulturprisen går i år til filmmager fra Thy

Publiceret 27-05-2024

Det blev instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson, som i weekenden fik overrakt Thisted Kommunes Kulturprisen 2024 under Kulturdagene i Thy.

”For kreativt drive, for at huske sin hjemstavn og særligt for at tale til ungdommen og opfordre denne til at være tro mod sig selv og stole på egne kunstneriske evner.”

Sådan lød begrundelsen, da juryen bag Kulturprisen i weekenden udråbte årets modtager ved et arrangement i Plantagehuset i Thisted.

Hovedpersonen selv var både glad og stolt over kåringen:

- Jeg er rørt over at blive anerkendt her, hvor jeg kommer fra. Det var først da jeg flyttede herfra, at jeg fandt ud af, at det jeg kommer fra, er interessant, sagde Christian Bengtson, da han lørdag takkede for prisen.

Spillefilmen var gennembruddet

Christian Bengtson har skrevet og instrueret flere Robert-nominerede kortfilm, herunder ‘Shiva’, ‘Draget’ og ‘Kaldet’. Han har været hovedforfatter på tv-serien ‘Noget om Emma’ og er medforfatter på serien ‘Lover’. Men det var hans første spillefilm ’Krysantemum’ fra 2022, som satte Christian Bengtsons navn på de store biograflærreder rundt om i landet og for alvor gjorde ham kendt på egnen han kommer fra.

- Selvom Christian nu bor i København, så har de Thy’ske rødder trukket ham hjem, og filmen er optaget med stor inddragelse af lokale aktører og personer, og selvom filmen har et alvorligt emne som omdrejningspunkt, så viser den også de smukke vidder og det lokale sammenhold i Thy. Derudover har han også mestret et smukt opråb til unge om lige deltagelse i at skabe kunst og kultur. Her skriver han i et åbent brev i politikken, at kunst ikke kun er for den kreative klasse, og giver unge et kærligt puf i ryggen med ordene: ”Vær tro mod dig selv”, sagde Torben Overgaard, der er fmd. for Sundhed, Kultur og Fritidsudvalget i Thisted Kommune, ved uddelingen i lørdags.

Det var formand for Sundhed, Kultur og Fritidsudvalget i Thisted Kommune, Torben Overgaard, som overrakte Kulturprisen til Christian Bengtson.

Var god til at skrive

Christian Bengtson er opvokset i Ballerum lige uden for Hillerslev på en landejendom. Her opstod hans interesse for film – selvom han ikke var klar over det på det tidspunkt.  

- Jeg har altid skrevet rigtig mange historier og noveller. Jeg har aldrig kunnet lade være, og jeg skriver af ren lyst. Men det var som om, det aldrig rigtig klikkede for mig. Det meste var noget skrammel, men så opdagede jeg filmmanuskriptet, og det gik op for mig, at det var det, jeg kunne. Det var det, jeg kunne finde ud af, fortalte han tilbage i 2021 i forbindelse med tilblivelsen af Krysantemum.

Filmen handler om den unge fyr Anders, der er anlægsgartner og sælger ulovligt krudt for at tjene lidt ekstra. En dag får han nys om, at hans far har store, økonomiske problemer grundet et olieudslip, og Anders ser det som en mulighed for at træde til og hjælpe ved at opjustere sit salg af det ulovlige fyrværkeri.  

På overfladen handler det om fyrværkeri og eksplosioner. Men egentlig handler det om en familie, der er sprængt i stykker på grund af en tragedie, har Christian Bengtson fortalt.  

Kulturprisen er blot seneste anerkendelse til den 34-årige instruktør der i 2019 fik FilmFyns talentpris for kortfilmen "Draget" ved Odense Filmfestival.

Christian Bengtson er snart bogaktuel. Den kommende bog handler også om Vestjylland.

Læs mere om Kulturprisen Thy her

Kulturrummet

Kontakt
Tingstrupvej 13
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Blå bog

Christian Bengtson:

  • 34 år.
  • Født og opvokset i Thy.
  • Uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2019.
  • Skrevet og instrueret filmen Krysantemum.
  • Skrevet og instrueret flere Robert-nominerede kortfilm, herunder ‘Shiva’, ‘Draget’ og ‘Kaldet’.
  • Derudover også været hovedforfatter på tv-serien ‘Noget om Emma’ og medforfatter på serien ‘Lover’. 
  • Bor i dag i København.