Der er rigtig mange ting, der er nye og anderledes, når man flygter eller flytter til et nyt land.
Heldigvis er der ildsjæle, der gør en stor indsats for at hjælpe flygtninge og indvandrere i Thy.
Én af dem er Ole Krogh, der er aktivitetsleder i Café Hjerterum i Thisted. Han har netop modtaget dette års integrationspris, som uddeles af Integrationsrådet og Thisted Kommune.
- Jeg er meget beæret over det. Jeg synes, det er en stor ære, siger Ole Krogh.
Om torsdagen sidder han klar sammen med andre frivillige for at hjælpe flygtninge og indvandrere med, hvad han selv kalder: Alverdens ting og sager.
- Man kan komme og være i caféen i fem minutter eller flere timer. Man kan komme for at få en kop kaffe og snakke. Men man kan også få hjælp til lektier, øve sit danske, få oversat breve. Vi kan også hjælpe med at sætte et CV op eller udfylde papirarbejde. Det kommer helt an på, hvad behovet er, fortæller Ole Krogh.
Medmenneskelighed i fokus
Ole Krogh startede ud som frivillig på integrationsområdet tilbage i 2015, hvor der blev oprettet en teltlejr til flygtninge i Thisted. Det gav ham gejsten til at bruge sin tid på at hjælpe de mennesker, der kom hertil.
- For mig handler det meget om medmenneskelighed. Jeg vil gerne gøre noget godt for de her mennesker, der mange gange står et svært sted i livet. Det betyder meget for mig, siger Ole Krogh.
Ole Kroghs indsats er ikke gået ubemærket hen. Det fortæller Tina Bah, der er formand for Integrationsrådet i Thisted Kommune:
- Han gør en stor indsats, og han bliver beskrevet som meget imødekommende og omsorgsfuld. Han tager sig tid til andre mennesker, og de oplever, at de altid kan kontakte ham.
At gøre en forskel i andres liv
Integrationsprisen bliver uddelt hvert år til personer, foreninger eller virksomheder i Thisted Kommune, der gør en særlig indsats for integrationen i Thy.
- Folk som Ole Krogh er guld værd. Både privatpersoner, foreninger og virksomheder kan gøre en stor forskel i andre menneskers liv. Det vil vi gerne sætte fokus på med Integrationsprisen, siger Tina Bah.
Du kan læse mere om Café Hjerterum her: Café Hjerterums side på Facebook